onsdag den 30. juli 2014

’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’


’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’ er titlen på vort bidrag til ’Skulpturlandsby Selde 2014-15 - en platform for skulpturforsøg i det offentlige rum’. Projektet læner sig op af og bevæger sig rundt i forskellige mere eller mindre afprøvede og veldefinerede kunstneriske retninger og medier – men grundtanken er at skabe nye handlinger, nyt liv, betydninger og relationer blandt Selde og omegns borgere, ved at gøre fremstillings- og formidlingsprocessen af et klassisk konventionelt produkt - et ’samlealbum’ - til det vigtigste omdrejningspunkt for vort projekt.
Foreningen ‘ET4U – contemporary visual art projects – Vestjylland’ har venligst udlånt ET4U-traileren til vort projekt. Den er her i sensommeren opstillet i Selde og vil frem til foråret 2015 i perioder af varierende længde være bemandet og fungere som redaktionslokale for ’SELDE SELECTED’. Herfra drager vi som reportere bevæbnet med kamera, lydoptager og notesblok ud på opdagelse i Selde og omegn, på jagt efter personligt vinklede historier i tekst og billede, til samlealbummets 90 ’historier’. Her grovsorteres, diskuteres og arkiveres materialet for den senere og endelige redigering. Ligesom vi møder folk i ’marken’, håber vi naturligvis, at folk finder frem til redaktionen i dens åbningstider.  Som udgangspunkt er vi interesserede i alt - det være sig af historisk, kulturel, geografisk og på anden vis faktuel art såvel som rygter, historier, spin og almindelig akkumuleret viden mm.
Der kan fortælles meget mere end 90 historier fra Selde, og albummet påberåber sig hverken en objektiv videnskabelig eller anden form for fyldestgørende sandhed – det er simpelthen vores personlige beretning og kunstnerisk bearbejdede vinkling af det indsamlede og udvalgte materiale.

Albummets layout er inspireret af de gamle ’Richs album’ og fremstilles i formatet 38 x 30 cm på kraftigt karton. De enkelte sider fremstår med tekst, grafik og sort-hvidt bearbejdede fotos, hvori der på strategisk vigtige steder mangler 90 rektangulære felter på 8,8 x 13 cm. En samling på 90 forskellige postkort trykt i fire farver passer til de tomme felter, - og nu gælder det om at vinde, købe og bytte sig til at få sit album gjort komplet!

Alle folk i Selde og nærmeste omegn inviteres til en bankoaften i august 2015 – arrangeret i samarbejde med Selde venne- og pensionistforening –, her får alle fremmødte udleveret et ’SELDE SELECTED album’. Postkortene kan vindes til bankoaftenen, og efterfølgende sælges de i lykkeposer med 10 kort i hver til en meget overkommelig pris i Brugsen i Selde, hvor ’SELDE SELECTED albummet’ og udvalgte kort også kan købes enkeltvis som almindelige postkort.

Dubletter må man nu efterfølgende finde ud af at bytte indbyrdes, og måske har nogen ideer til andre sammenhænge, hvor postkortene efterfølgende kan distribueres? - f.eks. som dividende ved køb i Brugsen, en bytteaften, eller som præmier i forbindelse med forskellige spil på plejehjemmet og i skolen?

’SELDE SELECTED albummets’ historier og postkort vil for hovedpartens vedkommende nok være af en art, der normalt ikke finder vej til hverken turistbrochurer eller -postkort.  Der fokuseres ikke på det, vi normalt forstår ved seværdigheder, men er snarere et forsøg på at være øjenåbnere til det seværdige i vores helt almindelige dagligliv og omgivelser.
’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’ er endnu ikke finansieret, og den fulde udførsel af projektet er naturligvis afhængigt af udfaldet af vores fundraising.

Besøg os på ’SELDE SELECTED redaktionen’ i skurvognen i Selde. Vi vil være at finde der fra den 4. til den 10. august.
Følg desuden projektet på denne blog.
– vi ses i Selde!
Mange hilsner fra Klavs Weiss & Karen Havskov Jensen

http://www.et4u.dk



tirsdag den 15. juli 2014

Om ’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’


DOWNLOAD SELDE SELECTED-ALBUMMET SOM PDF HER:
http://karenhavskov.dk/fileadmin/user_upload/Selde_Selected-album.pdf

(Scroll down for summary in English)

’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’ er et billedkunstprojekt, der består af både et fysisk produkt – et utraditionelt og kunstnerisk vinklet postkortalbum -, og af en relationel proces, hvor vi først har indsamlet materiale til postkortalbummet vidt og bredt i lokalområdet og derefter leveret det færdige album og postkort tilbage til lokalområdet via en banko-aften med et ’efterliv’.

Igennem mere end et år har vi haft en redaktion i en skurvogn i Selde, og her ud fra har vi arbejdet ’i marken’ i fastlagte perioder med at indsamle materiale til postkortalbummet. Redaktionen har tilstræbt at komme i kontakt med så bredt et udsnit af Fursundegnens befolkning som muligt, ved at opsøge alle former for foreningsliv, gå på opdagelse med kameraet, og vi har modtaget et stort antal henvendelser med tips til gode/sjove/vigtige historier i området. Postkortalbummet indeholder vores personligt vinklede fortolkning og bearbejdning af interviews, fotos og tekstmateriale, opsamlet i Selde og omegn fra sommeren 2014 til foråret 2015 - det være sig af historisk, kulturel, geografisk og på anden vis faktuel art såvel som rygter, gode historier, spin og almindelig akkumuleret viden mm. Et kalejdoskopisk mangfoldigt, nuanceret billede af livet på Fursundegnen – personligt og kunstnerisk fortolket.

Albummet er trykt på karton i formatet 38 x 29,7 cm, og de 54 sider fremstår med tekst, grafik og sort-hvidt bearbejdede fotos, hvori der på strategisk vigtige steder mangler 90 rektangulære felter på 8,8 x 13 cm. En samling på 90 forskellige postkort trykt i 4 farver passer til de tomme felter. 

Albummet blev lanceret den 18. september 2015 ved en velbesøgt bankoaften i Fursund Hallen, arrangeret i samarbejde med Selde venne- og pensionistforening. Her fik alle de fremmødte udleveret hver 1 stk. gratis postkortalbum samt et par banko-plader at spille på. Et betragteligt antal ’lykkeposer’ med blandede postkort i udloddedes som banko-præmier i løbet af aftenen, så alle deltagerne fik påbegyndt fuldstændiggørelsen af deres album – men der var ingen, som gik derfra med et komplet album med alle 90 postkort! Ved banko-aftenen var der desuden musiske indslag – festlig harmonikamusik v/ Salling-Trioen og spektakulære, kakofoniske lyde under selve banko-spillet v/ komponist og musiker Christian Risgaard – samt et slideshow ’Selde Unlimited’ med noget af det billedmateriale, der ikke blev plads til i albummet. Alt i alt en festlig aften, som samlede bredt – såvel garvede banko-gæster som folk, der aldrig før havde været til banko. 

Hvad der efter banko-aftenen var tilbage af album og postkort blev derpå overdraget til Foreningen for Fursundegnen, som - iht. en kontrakt, indgået mellem Foreningen for Fursundegnen og Selde Selected-redaktionen - forpligtede sig til at ’distribuere’ restoplaget i lokalområdet på en sådan måde, at det skabte mest mulig leg og samvirke/interaktion. Det kunne være i form af forskellige spil – ’lykkeposer’ med postkort anvendt som præmier ved andre spil/konkurrencer (eksisterende eller til lejligheden arrangerede) i området og postkortene blev anvendt som ’dividende’ i lokale butikker, ligesom der blev arrangeret et væld af byttearrangementer, hvor man kunne få byttet sine dubletter. Banko-aftenen satte med andre ord en proces i gang, der fulgt op af andre tiltag gjorde det muligt for folk selv at spille/bytte/etc. sig til at få deres ’Selde Selected’-album gjort komplet.  

Projektet har modtaget støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, Landsbypuljen Skive Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget Skive Kommune, Nordea-fonden og Den Jyske Sparekasses Støttefond.

Summary in English
'Selde Selected - 90 postcards from Selde' is a visual art project by Klavs Weiss and Karen Havskov Jensen. The project is a part of ‘Sculpture Village Selde 2014-2015 - a platform for sculpture experiments in the public space’, and Selde is a small village on the peninsula Salling in Jutland, Denmark.
The ambition of the project 'Selde Selected’ is to visualize a different story about the village and its 'point of interest' and to contribute to a reinforcing of the local community and a creating of new interactions.
For a year, the artists have had an editorial in a trailer in Selde, and from this they have worked periodically 'in the field' to collect material for a postcard album containing the artists’ processing of interviews, photos etc., collected in Selde and environs - a kaleidoscopic and nuanced picture of life in North Salling - personally and artistically interpreted.
The album, printed with text and black and white photos, has in strategically important places 90 empty rectangles of 8.8 x 13 cm, and a collection of 90 different postcards printed in four colors match these rectangles.
On 18 September 2015 everybody was invited to a spectacular bingo with entertaining items.  Each participant received a free postcard album at the entrance, and the bingo prizes were a large number of 'lucky bags' with postcards.
The remaining albums and postcards were distributed in a way that created maximum play and interaction in the local community in the form of different games with postcards, barter arrangements etc. The bingo started a process, and followed by other initiatives it enabled people to play / swop / etc. in order to make their ‘Selde Selected’ albums complete.