søndag den 21. september 2014

Redaktionen i marken september 2014


’Selde selected’-redaktionen har været på arbejde ’i marken’ i Selde den 12.-19. september.

Fredag den 12. september var der seminar på Da Winti, hvor kunstnerne i Skulpturlandsby Selde 2014 kom med korte oplæg om deres arbejde, og om lørdagen var der så fernisering med bl.a. rundgang i Selde til alle værkerne – se reportage på Kunsten.nu
De øvrige kunstnere forlod Selde i løbet af søndagen, og de efterfølgende fem hverdage havde redaktionen travlt med at indsamle materiale til ’Selde selected’-albummet.

Indsamlingen har stadig meget karakter af research, men i modsætning til vores sidste besøg i Selde i august, var vi denne gang ikke længere bekymrede for, om vi kan samle 90 historier fra Selde – for det kan vi – men vi er selvfølgelig stadig meget langt fra at vide, hvilke 90 historier det ender med. Undervejs diskuterer vi og prøver at skyde os ind på et fælles billede af, hvilken slags historier albummet kan bestå af, hvordan materialet kan vægtes osv. Dette billede ændrer sig selvsagt hele tiden i takt med, at vi snakker med flere og flere mennesker og får flere og flere indtryk af Selde og omegn. Vi har i ugens løb deltaget i en række aktiviteter i Selde – tømrer- og smedeværkstedet i Thorums arbejdsdag, arkæologisk udgravning ved Sallingholm, petanque, strikkeklub, fællesspisning i hallen – og vi har lavet et projekt med alle eleverne på Fursund Skole. Derudover har vi snakket med en masse mennesker – både nogen, vi er stødt tilfældigt ind i og nogen, vi selv har opsøgt -, og vi oplever i stigende grad, at folk kommer og anbefaler os at snakke med den og den, som de mener kan fortælle os noget væsentligt om Selde. Redaktionen er meget optaget af, hvordan virkeligheden i Selde med tiden vil forme såvel ’Selde selected’-albummet som redaktionens forestilling om det!