onsdag den 23. september 2015

Med ekstra post....

I går lå der i vores postkasse her i Nees en brun ’Selde Selected’-kuvert. Afsenderen var Karen Bunten i Silkeborg. Kuverten indeholdt et ’Selde Selected’-kort (en af hendes dubletter) og et puslespilsbrev. Puslespillet kan givetvis lægges på flere forskellige måder, og vi er ikke sikre på, at vi her har fundet den helt rette løsning, men det er da et bud! Det er en ny og overraskende vending, at vi på denne måde selv bliver involveret i et ’Selde Selected’-spil fra Silkeborg!


søndag den 20. september 2015

Til bankoaften i Fursund Hallen

 

Så er postkortalbummet ’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’ lanceret. Det skete ved en velbesøgt bankoaften i Fursund Hallen fredag den 18. september 2015, arrangeret i samarbejde med Selde venne- og pensionistforening. Her fik alle de fremmødte udleveret hver 1 stk. gratis postkortalbum samt et par banko-plader at spille på. Et betragteligt antal ’lykkeposer’ med blandede postkort i udloddedes som banko-præmier i løbet af aftenen, og der var rigtig mange sidegevinster. Derfor fik alle deltagerne påbegyndt fuldstændiggørelsen af deres album (et sted imellem 3 og 16(!!) lykkeposer á 10 postkort pr. person, har vi hørt) – men det vides ikke, om nogen gik derfra med et komplet album med alle 90 postkort! På ’pladen fuld’ var der ekstra præmier, vin og øl, sponseret af Brugsen i Selde og Let-Køb i Junget. Ved banko-aftenen var der desuden musiske indslag – festlig harmonikamusik v/ Salling-Trioen og spektakulære, kakofoniske lyde under selve banko-spillet v/ komponist og musiker Christian Risgaard – samt et slideshow ’Selde Unlimited’ med noget af det billedmateriale, der ikke blev plads til i albummet. Alt i alt en meget festlig aften!




De 2 detaljefotos - dels fra bankoaftenen og dels fra en dagen-derpå-bytning
– er taget af Marianne Jørgensen (forfatteren, ikke billedkunstneren)

søndag den 13. september 2015

Der gøres klar til banko


Vi var lidt spændte på, om vi kunne nå at pakke alle 'Selde Selected'-postkortene på en weekend, men et stort og effektivt pakkehold stillede lørdag morgen kl. 9 i DaWinti. Ved eftermiddagskaffetid samme dag var alle knap 50.000 postkort blandet og pakket i kasser - de 30.000 af dem desuden forinden pakket i kuverter/'lykkeposer' med 10 i hver. En stor tak til alle de mange postkortpakkere! Nu håber vi bare på et godt fremmøde til 'Selde Selected'-banko i Fursund Hallen på fredag den 18. september kl. 19.00, så vi kan komme af med nogen af kortene.