”Kontaktrådet Selde har gennem
Margrete Møller fået 16 postkort-albums og pakker med kort, som blev
udleveret som julegaver til beboerne på plejecentret i Selde. 12 beboere og 4
på midlertidige stuer, men med tilknytning til Selde og omegn, fik hver et
album og 2 pakker kort, den 24. december. Julen blev fejret med festligt bord,
juletræ og gaver, hvor Selde Selected havde sin andel af.
Nu kan jeg så glæde mig til, at de
næste torsdage med "Åbent dagcenter" måske kan blive
"sætte-i-album og bytte-kort-dage", og at beboernes familie vil bruge
album og kort til at snakke "kan-du-huske-historier", godt hjulpet på
vej af jeres enestående ide og smukke og sjove billeder.
Ligeledes fik Arne et album som tak
for "tro og lang (18 år) tjeneste i Petanque-regi", hvilket han blev
glædelig overrasket over. Arne har i alle sine formandsår for Petanque
foreningen troligt taget til det ene møde efter det andet, repræsenteret Selde
udadtil, hvor vi andre i foreningen bare har taget det som en selvfølge -
derfor syntes jeg, han fortjente et album, som han længe havde mumlet om.
Nu vil jeg slutte med at sende jer
mange glade nytårshilsener her fra Rimmervej og ønske for jer og Danmark, at I
snart kommer på banen med nye spændende og inspirerende tiltag - hvis I vidste,
hvor meget jeres postkort-album har gjort ved Selde og omegn - møder jeg en på
gaden, Brugsen eller til et arrangement, er det første spørgsmål næsten - har
du byttekort med.
Vores nabo Jette fik mine byttekort
den anden dag og med en seddel med stort tak, fik jeg at vide, at nu manglende
de altså kun nr. 23 og 80. Det er da bare herligt.”