søndag den 11. oktober 2015

Aktiviteterne omkring ”Selde Selected”-samlealbum og postkort fra Fursundegnen fortsætter

Fra Foreningen for Fursundegnen har vi modtaget følgende:
Så er aktiviteterne for uddelingen af album og kort i den kommende tid på plads. Der vil være gode muligheder for alle interesserede for at vinde både album og kort.
Siden den første bankoaften d. 18.september, hvor ingen havde set samlealbummet og kortene, er der nu rigtig mange, som glæder sig over det usædvanlige album med historier og billeder fra hele Fursundegnen – et rigtigt samlerobjekt!
Den 20. oktober er der igen et stort banko-spil. Denne gang i Selde Ældrecenter. Alle deltagere får udleveret et album, og der spilles om et utal af ”lykkeposer” med postkort til albummet. Der vil også være mulighed for at bytte kort med hinanden.
Også elever og lærere på Fursund Skole vil være involverede i uddeling af mapper og spil om kort.
Til Landsbytræffet d. 1. nov. i Fursundhallen vil gæster kunne erhverve album og kort ved at deltage i Quiz-spørgsmål og lotteri. Der vil være en særlig stand med Skulpturlandsby Selde og de mange kunstprojekter.
Yderligere offentlige aktiviteter som ”pakkeleg” ,  skattejagter i de forskellige landsbyer, bytteaftener med oplæsning af historier fra albummet  og andre sjove aktiviteter i løbet af efterår og vinter vil blive meddelt, når de er på plads.
Desuden får man et kort med hjem, når man handler i Selde Brugs, Junget Letkøb og Seldeco i Selde.

Herover: BANKO! (Foto: Barbara Katzin)
Herunder: Artikel fra Salling Avis

onsdag den 23. september 2015

Med ekstra post....

I går lå der i vores postkasse her i Nees en brun ’Selde Selected’-kuvert. Afsenderen var Karen Bunten i Silkeborg. Kuverten indeholdt et ’Selde Selected’-kort (en af hendes dubletter) og et puslespilsbrev. Puslespillet kan givetvis lægges på flere forskellige måder, og vi er ikke sikre på, at vi her har fundet den helt rette løsning, men det er da et bud! Det er en ny og overraskende vending, at vi på denne måde selv bliver involveret i et ’Selde Selected’-spil fra Silkeborg!


søndag den 20. september 2015

Til bankoaften i Fursund Hallen

 

Så er postkortalbummet ’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’ lanceret. Det skete ved en velbesøgt bankoaften i Fursund Hallen fredag den 18. september 2015, arrangeret i samarbejde med Selde venne- og pensionistforening. Her fik alle de fremmødte udleveret hver 1 stk. gratis postkortalbum samt et par banko-plader at spille på. Et betragteligt antal ’lykkeposer’ med blandede postkort i udloddedes som banko-præmier i løbet af aftenen, og der var rigtig mange sidegevinster. Derfor fik alle deltagerne påbegyndt fuldstændiggørelsen af deres album (et sted imellem 3 og 16(!!) lykkeposer á 10 postkort pr. person, har vi hørt) – men det vides ikke, om nogen gik derfra med et komplet album med alle 90 postkort! På ’pladen fuld’ var der ekstra præmier, vin og øl, sponseret af Brugsen i Selde og Let-Køb i Junget. Ved banko-aftenen var der desuden musiske indslag – festlig harmonikamusik v/ Salling-Trioen og spektakulære, kakofoniske lyde under selve banko-spillet v/ komponist og musiker Christian Risgaard – samt et slideshow ’Selde Unlimited’ med noget af det billedmateriale, der ikke blev plads til i albummet. Alt i alt en meget festlig aften!




De 2 detaljefotos - dels fra bankoaftenen og dels fra en dagen-derpå-bytning
– er taget af Marianne Jørgensen (forfatteren, ikke billedkunstneren)

søndag den 13. september 2015

Der gøres klar til banko


Vi var lidt spændte på, om vi kunne nå at pakke alle 'Selde Selected'-postkortene på en weekend, men et stort og effektivt pakkehold stillede lørdag morgen kl. 9 i DaWinti. Ved eftermiddagskaffetid samme dag var alle knap 50.000 postkort blandet og pakket i kasser - de 30.000 af dem desuden forinden pakket i kuverter/'lykkeposer' med 10 i hver. En stor tak til alle de mange postkortpakkere! Nu håber vi bare på et godt fremmøde til 'Selde Selected'-banko i Fursund Hallen på fredag den 18. september kl. 19.00, så vi kan komme af med nogen af kortene.

mandag den 1. juni 2015

Mere fundraising

Mange tak til Nordea-fonden for økonomisk støtte til
’SELDE SELECTED – 90 postkort fra Selde’!

mandag den 20. april 2015

Forårsrengøring og efterlysning

Forårsrengøring i Junget
 
 
SELDE SELECTED-redaktionen begav sig til Selde for bl.a. at bringe nedenstående efterlysning, og ved samme lejlighed kunne vi få afhentet den meget smukke konfirmationsgave, vi havde bestilt i Seldeco. For at slå tre fluer med ét smæk havde vi valgt den 18. april, som var den store forårsrengøringsdag i både Selde og ikke mindst i Junget, hvor der i samme anledning var annonceret havetraktorparade! Eftersom vi havde set fotos fra sidste års imponerende parade, mødte vi meget forventningsfulde op i Junget kl. 10, og det kan derfor ikke nægtes, at vi var noget skuffede over den enlige havetraktor, vi fik at se. Men hvor havetraktorerne blev hjemme i vinterhiet, var der til gengæld mange andre, som var mødt op til forårsrengøring, og der blev gået til stålet på fællesarealerne i Junget.

EFTERLYSNING
SELDE SELECTED-redaktionen mødte i november 2014 en mand i Selde, der har en faster, som bor i Holstebro, og denne faster arbejdede i sin ungdom på telefoncentralen i Selde.
SELDE SELECTED-redaktionen har desværre forlist navn og tlf.nr. på denne mand, der bor i Selde, og som vi gerne vil i kontakt med. Hvis du ved, hvem han er, og kan oplyse os om hans navn og tlf.nr., kan du indkassere en DUSØR på 1 XL-pose SELDE SELECTED-postkort (med 20 postkort), når de udkommer til september.
Mange hilsner fra SELDE SELECTED-redaktionen
v/ Klavs Weiss (tlf. 5181 1916) & Karen Havskov Jensen (tlf. 2065 1830)